Viden om Trykteknikker hos Visible.dk – Hvad er Trykteknikker?

Alle de trykmetoder der findes i dag kan indledningsvis kategoriseres på følgende måde:

1. Trykmetoder med trykform

2. Trykmetoder uden trykform

Første kategori, som består af alle de traditionelle trykmetoder, kan yderligere deles op i fire hovedprincipper (trykprincipper), som er navngivet efter den type trykform der anvendes.

• Højtryk
• Dybtryk
• Skabelontryk
• Plantryk

Disse fire traditionelle trykteknologier har én ting til fælles. Trykformene indeholder et fast trykbillede/motiv som trykkes gentagende gange. Det er altså det samme motiv der trykkes på hele oplaget. Når der skal trykkes nye trykbilleder/motiver skal der skiftes trykform.

Anden kategori (trykmetoder uden trykform) er primært karakteriseret ved at indeholde en række nye trykteknologier som ikke anvender en trykform til at overfører farve til tryksubstratet.

Der hersker en del begrebsforvirring i øjeblikket omkring disse nye trykmetoder, hvilket betyder, at de i flæng blandt andet kaldes:

• Digitaltryk
• Variabelt digitaltryk
• Digital offset
• Non-Impact-Printing (NIP)
• Kontaktløse tryk
• Computer-to-Print

Men de fleste af disse begreber bør i virkeligheden afskaffes således at man kun kalder disse nye trykmetoder for digitaltrykmetoder (eller det engelske udtryk Computer to Print)

Alle eksisterende trykmetoderne kan derfor kategoriseres i fem trykprincipper:

• Højtryk
• Dybtryk
• Skabelontryk
• Plantryk
• Digitaltryk


forside
 

 Forside

 
  Brugernavn:

  Password
:
   Glemt Password?
 Opret firmaprofil
 Læs betingelserne

   Aktuelle tilbud
   Artikelbase
   Billedbank
   Brugtmarked
   Debat Forum
   Downloads
   Guides
   Farver og Mål
   Jobmarked
   Kalenderen
   Medieinformation
   Medie Jura
   Netradio / Net-TV
   Nyheder / Presse
   Nyheds feeds
   Oplysningen
   Produktkatalog
   Sig din mening
   SMS Marketing
   Tilmeld nyhedsbrev
   Tips og tricks
   Verdens aviser
   Viden Om:

Audio, video og film
Bureauer
Distribution
Efterbehandling
Emballage m. tryk
Events
Formidling
Indretning, inventar
Internet / IT
Kreativ produktion
Kurser, foredrag
Medier
Messer, udstillinger
Pap, papir, plast
Profilreklame
Tryk, print, kopi
Arktryk
Avistryk
Blankettryk
Digitaltryk
Etikettryk
Flexo/embalagetryk
Folietryk
Grafiske Brokere
Gravering
Kopiering
Kuverttryk
Laserprint
Metaltryk
Prepress
Print-on-Demand
Reproduktion
Rotationstryk
Serigrafi
Storformat
Tampontryk
Tekstiltryk
Transfers
Trykkerier
Udendørsreklame

ForsideTryk, print, kopi





Viden om Trykteknikker hos Visible.dk – Hvad er Trykteknikker?

Alle de trykmetoder der findes i dag kan indledningsvis kategoriseres på følgende måde:

1. Trykmetoder med trykform

2. Trykmetoder uden trykform

Første kategori, som består af alle de traditionelle trykmetoder, kan yderligere deles op i fire hovedprincipper (trykprincipper), som er navngivet efter den type trykform der anvendes.

• Højtryk
• Dybtryk
• Skabelontryk
• Plantryk

Disse fire traditionelle trykteknologier har én ting til fælles. Trykformene indeholder et fast trykbillede/motiv som trykkes gentagende gange. Det er altså det samme motiv der trykkes på hele oplaget. Når der skal trykkes nye trykbilleder/motiver skal der skiftes trykform.

Anden kategori (trykmetoder uden trykform) er primært karakteriseret ved at indeholde en række nye trykteknologier som ikke anvender en trykform til at overfører farve til tryksubstratet.

Der hersker en del begrebsforvirring i øjeblikket omkring disse nye trykmetoder, hvilket betyder, at de i flæng blandt andet kaldes:

• Digitaltryk
• Variabelt digitaltryk
• Digital offset
• Non-Impact-Printing (NIP)
• Kontaktløse tryk
• Computer-to-Print

Men de fleste af disse begreber bør i virkeligheden afskaffes således at man kun kalder disse nye trykmetoder for digitaltrykmetoder (eller det engelske udtryk Computer to Print)

Alle eksisterende trykmetoderne kan derfor kategoriseres i fem trykprincipper:

• Højtryk
• Dybtryk
• Skabelontryk
• Plantryk
• Digitaltryk


TRYKMETODER

HØJTRYK

Trykprincippet hedder højtryk fordi trykformens trykgivende partier niveaumæssigt ligger højere end trykformens ikke-trykgivende partier. "Opfundet" i 1447 af Johan Gutenberg . Primært anvendt til trykning af tekst.

Trykprincippet anvendes i dag i flere varrianter:

• Bogtryk anvendes i små familievirksomheder, til trykning af småtryksager som tekstlinier til kuverter og diverse tiltryk.

• Folietryk anvendes til etiketter, sikkerhedstryk og andre tryksager der skal have "metalic-tryk" og holografiske effekter.

• Flexografi anvedes i to varrianter: tryk på plast og tryk på pap/bølgepap.

Bogtryk

I 1447 fandt guldsmeden Johan Gutenberg ud af, at man kunne støbe bogstaver i bly og bruge disse til at danne ord, sætninger og tekst af. Han var allerede bekendt med hele støbeprocessen fra sit arbejde som guldsmed. Ved at sætte de støbte typer (bogstaverne) sammen til tekstsider, smøre farve på og lægge et stykke papir oven på trykformen var han i stand til at trykke hele tekstsider hurtigere end munkene kunne skrive med deres sirlige håndskrift. Disse typer kunne desuden genbruges fra gang til gang og man havde dermed en hurtigere og mere rationel metode til at "masseproducere"; bøger og andre vigtige tryksager.

Der blev benyttet udskæringer i træplader (Xylografi) i en kombination med Gutenbergs løse typer når derindgik illustrationer i tryksagen.

En af de første tryksager Gutenberg trykte var en bibel (som i dag kan ses i første udgave i Det kongelige bibliotek ("Den sorte diamant")

Gutenbergs opfindelse blev i virkeligheden starten på Informationssamfundet og begyndelsen til demokratiets indførelse. Flere og flere lærte at læse og skrive, fordi der nu var en mulighed for at få noget at læse.

Betydningen af Johan Gutenbergs opfindelse kommer måske bedst til udtryk i et par citater fra samtiden:

"...Alt kommer nu for dagen. Hvad grækere og latinere har forfattet, hvad ved Nilen og Eufrat er opstået. Himlen er åbnet. Jorden er

gennemforsket. Hvad, der findes i de fire verdenshjørner, er klarlagt gennem Gutenbergs kunst, som har lært os at skrive med trykte bogstaver..." CONRAD CELTES 1459-1508

"...Bogtrykkerkunstens store velgerninger kan ikke udtrykkes med ord. Gennem den bliver den hellige skrift åbnet og udbredt i alle tunger og sprog. Gennem den bliver alle gode kunster og videnskaber fastholdt, udvidet og videregivet af vores efterkommere..." MARTIN LUTHER 1483-1546

Det var naturligvis først og fremmest Biblen der blev mangfoldiggjort. Europa var midt i en missionærperiode og hele den europæiske befolkning skulle naturligvis også kristnes. Samfundsordenen byggede på Bibelens ord.

I Danmark blev det katolske vælde styrtet ved Reformen i 1536. Nye ideer og teorier var kommet til Danmark (i trykt udgave). Katolismen blev udskiftet med Protestantismen og Danmark blev en nation af Lutheranere (opkaldt efter føromtalte Martin Luther).

De ældste tryksager man har fundet i Danmark er to bøger fra 1482 skrevet på latin, trykt i Odense: Breviarium Otteniense (Det Odensianske prediken-brev) og De Obsidione Rhodiano (protestskrift mod tyrkernes invasion af Rhodos) Den første bog der var trykt på dansk var: Rimkrønikken fra 1493 (en bog med ordsprog).

De første trykpresser blev konstrueret af træ. Men det forholdsvist kraftige tryk imellem trykform, papir og modtryksdiglen må have været for meget for trykformens træfundament og blytyperne må være blevet presset ned i træfundamentet under trykning. Desuden er træ jo et levende organisk materiale som er påvirkeligt af klimatiske forhold. Træet udvider sig ved fugtige forhold og trækker sig sammen når luften er tør. Det må have givet en del tryktekniske problemer, men der var på den anden side noget længere leveringstider i middelalderen, så der var sandsynligvis tid til at pusle om maskinen og tryksagen. Gutenberg fandt da også hurtigt ud af at trykmaskinens fundament måtte forstærkes med jern, hvilket han gjorde på de efterfølgende maskiner. Der skulle dog gå 353 år fra bogtrykkets opfindelse, inden man konstruerede hele trykmaskinen af jern.

Den første trykpresse som var lavet af støbejern kom først i år 1800. Den blev opfundet og fremstillet af englænderen Charles Stanhope. At der skulle gå så mange år inden man havde solide massive trykpresser, hænger naturligvis sammen med hele den industrielle udvikling. Dampmaskinens opfindelse og hele støbejernsprocessen var først på det tidspunkt så udbredt at man kunne begynde at producere maskiner i jern.

I Danmark installerede Fyens Stiftstidende en Stanhope-presse i 1835. Stanhope-pressen Datidens trykmaskiner var manuelt betjente maskiner hvor hvert enkelt trykark skulle placeres nøjagtigt oven på trykformen og efterfølgende trykkes hårdt ned på hele trykformen på én gang (Digelprincippet). Trykhastigheden var derfor yderst moderat (ca. 75 ark i timen) og efterspørgslen blev efterhånden større end udbudet. Der opstod forholdsvis hurtigt et behov for øget trykhastighed og dermed en eller anden form for motorisering af trykmaskinerne.

Efter en række eksperimenter byggede tyskeren Friedrich Koenig i 1811 verdens første cylinderhurtigpresse af støbejern. Det var en helt ny trykmetode, hvor en cylinder førte papiret mod en flade hvor trykformen var placeret. Fordelen ved denne trykmetode var, at trykket blev afviklet stribevis og dermed gav en bedre kvalitet end digelprincippet. Maskinen havde desuden automatisk farveopvalsning af trykformen mens papirpålægningen og aflægningen dog stadig foregik ved håndkraft. En sådan maskinne kunne trykke 7-800 ark i timen og Koenig havde dermed gjort trykhastigheden 10 gange hurtigere end digelpresserne.

I 1814 var Koenigs maskine viderudviklet således at den nu blev drevet af en dampmaskine. Trykpressen blev installeret i England hos The Times.

Den første rotationsmaskine der trykte på “endeløse” baner blev bygget i 1860 af amerikaneren William Bullock. I 1875 blev den første rotationsmaskine (en Victoria-Presse) instaleret i Danmark hos C. Ferslev Co.

Rotationspressen kunne præstere 9.000 falsede aviser i timen. Endnu en gang var trykhastigheden øget 10 gange.

FOLIETRYK

"Hotstamp" / Foliepræg

Ved folietryk opvarmes en 7 mm tyk kliché til ca 150°. Folien er placeret imellem trykformen og tryksubstratet.

Ved trykning med den opvarmede trykform ville voks-skillelaget smelte samtidig med, at hotmelt-limen blødgøres og hæfter sig til tryksubstratet. Denne proces forudsætter en forholdsvis langsommelig trykafvikling.

Folierne kan fås i alle matalicfarver, mange pantonefarver og såkaldte holografiske folier (kinegramer, hologramer eller isogrammer).

Ønsker man, at folietrykket skal fremtræde som et relief på trykarket (foliepræg), skal der desuden fremstilles en matrice (hunkliché) - som placeres bag tryksubstratet.

FLEXOGRAFI

Trykværket

Trykværket i flexografi er på den ene side meget enkelt, idet det reelt kun består af en aniloxvalse, en kammerrakel, en trykcylinder med kliché samt en modtrykscylinder.

Men på den anden side er der så mange faktorer omkring aniloxvalsens specifikationer contra klichéens rasterfinhed der alligevel gør trykværket og trykningen til en mere kompliceret sag.

Da der oftest trykkes fra rulle til rulle med en hastighed på helt op til 365 meter pr. minut og da tryksubstratet ofte er en ikke-sugende plastfolie, stilles der store krav til tørring. Derfor er der efter hvert trykværk monteret en tørresektion, således at farven er næsten tør inden næste farve påføres.

Ved tryk på papir, karton og pap er tørresektionen typisk med varm-luft eller ved IR-belysning. Ved trykningpå plastmaterialer kan der eventuelt anvendes en UV-tørresektion, og dermed skal der også bruges UV-farver til disse produkter.

Aniloxvalsen forsynes med farve af kammerrakelsystemet. Farven overføres til Klichéen som afsætter trykket på trykemnet.

DYBTRYK

Trykprincippet hedder Dybtryk fordi trykformens trykgivende partier niveaumæssigt ligger dybere end trykformens ikke-trykgivende partier. Opfundet i midten af 1400-tallet (kobberstik/intaglio) primært anvendt til illustrationer.

Metoden anvendes i dag i flere varrianter.

• Kobberstik og Stålstik anvendes primært til sikkerhedstryk og kunstnerisk grafik.

• Industriel dybtryk (magasindybtryk & emballagedybtryk) anvendes til tryk af store oplag,

• Tampontryk (indirekte dybtryk) anvendes til krumme trykemner.

Kobberstik

Dybtrykkkets oprindelige form, kobberstikket, er måske den ældste trykmetode der findes, idet man kan spore denne trykmetode helt tilbage til år 100, i Kina.

Princippet er enkelt. Man ridser/raderer/graverer direkte ned i en kobberplade, således at der opstår fordybninger der, hvor der skal være tryk. En tyndtflydende farve hældes ud over kobberpladen hvorefter pladen skrabes ren med en rakel, således at der nu kun er farve tilbage nede i pladens fordybninger. Derefter lægges et stykke papir over kobberpladen og der trykkes hårdt ned på pladen, så trykket overføres.

Dybtryk er altså en direkte trykmetode, hvor trykform/kobberplade er i direkte kontakt med papiret eller det substrat, der skal trykkes på.

Det „moderne“ kobberstik blev opfundet i Italien i midten af det 14. århundrede og blev kaldt Intaglio. Ordet er italiensk og betyder „graveret“/“udskåret“.

Frem til det 16. århundrede foregik graveringen med håndholdte gravørværktøjer/radérværktøjer direkte ned i en kobberplade. Det var ofte besværlige at styre graveringen af små fine streger, da kobberet jo trods alt er hårdt og dermed gjorde modstand. Men i det 16. århundrede fandt man på at ætse kobberet i stedet. Man påførte kobberpladen et blødt lag voks, således at der blot skulle raderes ned i vokset, hvorefter syre blev hældt ud over kobberpladen. Der hvor kobberet stadig var dækket forblev kobberet uætset, mens der opstod fordybninger dér, hvor der var raderet.

MAGASINDYBTRYK

Trykværk

Dybtrykværket er meget simpelt i dets opbygning. Farveværket er et af de mest simple farveværk, af alle trykmetoders. Trykcylinderen ligger direkte nede i farvekassen som indeholder den meget tyndtflydende dybtryksfarve. Her er ingen farvevalser eller andre anordninger til at justere farvemængden eller farveføringen, da farvedoseringen jo på forhånd er givet af koppernes volumen. Under rotation af trykcylinderen bliver alle kopperne fyldt med farve, da en stor del at trykcylinderen konstant er under farve. Som ved flexografiens aniloxvalsesystem sidder der også her en rakel som fjerner overskydende farve og blot efterlader farve i kopperne. Raklen er ofte lavet af tyndt stål, selv om der i visse tilfælde benyttes plastrakler. Kanten af rakelbladet skal være fuldstændigt skarpt og fri for smuds, da bladet ellers ikke vil få 100% kontakt med trykcylinderen, hvilket vil resulterer i uønskede farvestriber („doctor streaks“ eller „rakelstriber“). Under rotation vil raklen derfor køre frem og tilbage (forrive) hen over trykcylinderen, for at undgå eventuelt slid af trykcylinderen fx på grund af et fastholdt papirfiber eller en størknet farveklump, som sidder fast under raklen.

”gammeldags” trykværk med åbent farvekar. Her kan alle opløsningsmidler slippe ud.

Moderne trykværk med lukket farvekar, der forhindre farvens opløsningsmidel i at slippe ud. Flere dybtrykkerier er desuden begyndt at anvende kammerrakel-system (som ved flexo) i trykværket. Et vist prestryk er nødvendigt for at kunne overføre koppernes farve til substratet. Derfor bliver substratet ført mellem trykcylinder og en modtrykcylinder („presseur“). Substratets overflade- hårdhed og ruhed er afgørende for hvor stort prestrykket skal være. Utilstrækkeligt prestryk eller uhensigtsmæssigt substrat vil resultere i manglende tryk fra flere af kopperne („missing dots“). For at minimere dette problem kan benyttes et system kaldet „Elektro Static Assisted ink transfer“ (ESA). Det kræver at gummiet på modtrykcylinderens overflade kan holde en elektrisk ladning, således at når papiret/substratet kommer i kontakt med modtrykscylinderen, vil farven i kopperne blive tiltrukket af den elektriske ladning på den anden side af papiret/substratet.

Farve og tørring

Dybtryksfarve er meget lig den solventfarve der benyttes i flexografi. Der kan benyttes flere forskellige opløsningsmidler til dybtryksfarve. De mest anvendte er toluen, xylen, petroleumsfraktioner og forskellige alkoholer, estere og ketoner. Altså farlige opløsningsmidler. Til trykning af publikationer kan trykfarven indeholde op til 75% toluen. Men der findes også vandbaserede dybtryksfarver, selv om disse endnu ikke er så vidt udbredte. Derfor har mange dybtryksværker anlæg, der opfanger og genindvinder de farlige og også forholdsvist dyre opløsningsmidler. Ved publikationstrykning genindvindes op til 95% af toluenen i trykfarven og genbruges til fremstilling af ny trykfarve.

Som i flexografien er det også i dybtryk nødvendigt at tørre hver trykfarve inden den næste kan trykkes. Derfor er der monteret en tørresektion efter hvert trykværk, som fungerer ved at blæse varmt luft ned på den våde farve.

Den hurtige fordampning af de flygtige opløsningsmidler tillader, at der trykkes på ikke-sugende materialer.

Selv om der bruges flygtige opløsningsmidler, er dybtryk alligevel meget ideel til trykning af emballager. Til fødevareemballager bruges der dog hovedsageligt alkoholbaserede farver, da disse blandt andet ikke frigiver uønskede dufte.

Publikationsmaskiner

Nedenstående illustration giver et indtryk at princippet i en dybtryksmaskine til trykning af publikationer. Fra hvert trykværk kører papirbanen igennem en tørresektion hvor en bestemt tilpasset mængde varm luft bliver blæst ned på banen, for at fjerne så meget af farvens opløsningsmidel, som muligt. Normalt består disse maskiner af 8 til 13 trykværker. En maskine med 8 værker kan således trykke 4+4.

Trykcylindrene kan være op til 3 meter lange, selv om der mest benyttes cylindre der er 2-2,5 meter lange. Cylinderomkredsen er normalt 1-1,5 meter hvilket betyder, at der kan være 4 eller 6 A4-sider pr. cylinderomkreds.

Dermed kan en 8-værks maskine med en 2,4 meter bred bane, trykke 64 A4-sider (smal bane) i 4+4 i ét gennemløb, hvis der er 4 sider i cylinderomkredsen. Ved at have trykcylindre med 6 sider i omkredsen kan der trykkes 96 A4-sider. Med en hastighed på 15 meter i sekundet, kan der altså trykkes 54.000 64-siders „arksignaturer“ i timen.

Efter trykning bliver papirbanen splittet op i smallere baner, som bliver lagt over hinanden og falset til korrekt paginering. De falsede læg bliver så enten klammehæftet, garnhæftet eller trimmet, off-line. Eller det kan gøres in-line, hvis produktet ikke indeholder flere sider, end maskinen kan producere i ét gennemløb.

Emballagemaskiner

Der findes mange forskellige maskinkonfigurationer til trykning af emballager i dybtryk. Banebredderne ligger typisk imellem 35-140 cm, og der findes endog specielbyggede dybtryksmasiner, der kan trykke med en banebredde på helt ned til 5 cm. I dybtryk er cylindrene ikke gearet, så de kører sammen, da det normalt kun er trykcylinderen, der bliver trykket af motoren. Det betyder, at man forholdsvist nemt kan benytte trykcylindre med forskellig omkreds/diameter, og at man derfor kan trykke forskellige tryklængder i samme maskine. Dette har især stor betydning inden for emballagedybtryk.

Trykmaskiner til fleksible emballager vil normalt være udstyret med en oprulningsrulle, hvorpå den trykte bane rulles op, da disse tryksager typisk skal leveres i ruller. Til kartonemballager vil der desuden være en række inline færdiggørelsesmuligheder som prægning, udstansning og rillebukning.

Ark-dybtryksmaskiner

De fleste dybtryksmaskiner er rotationsmaskiner. Der findes dog få arkmaskiner, som hovedsageligt bruges til værdipapir, specielle kartonemballager og etiketter.

PLANTRYK

Trykprincippet hedder plantryk fordi trykformens trykgivende partier og ikke-trykgivende partier niveaumæssigt har samme højde. Opfundet i 1789 af Senefelder (litografiet). Videreudviklet til offset i 1906.

Princippet anvendes i dag i flere varrianter:

• Litografi/stentryk anvendes kun til litografiske kunsttryk.

• Arkoffset (inkl. tøroffset og DI-offset) anvendes til trykning af fx bogindhold, omslag til bøger, blade og magasiner, prestigetryksager og plakater.

• Offsetrotation (heatset og avisoffset) anvendes til trykning af tidsskrifter/periodika og aviser i mellemstore til større oplag.

• Bliktryk anvendes til trykning på metal, til fx ølkapsler, silde- og marmeladelåg, småkagedåser samt specieltudviklede maskiner til trykning på CD'ere.

Indtil for få år siden, var ingen i tvivl om hvad man talte om, når man sagde offset. Det var nemlig en arkoffsettrykmaskine der benyttede vand og fugteværk. Men i dag benyttes offsetprincippet i mange forskellige trykmetoder og der kan let opstå misforståelser når man taler om offset. Dette kommer især til udtryk, når man i forskellige fagartikler diskuterer om hvorvidt offset vil kunne overleve truslen fra de nye trykmetoder.

Når man taler om offset, må man derfor huske på, at det blot drejer sig om en trykmetode der benytter en gummidugscylinder som mellemled i trykafviklingen. Altså indirekte trykning via gummidug. Og netop dette princip benyttes jo i mange nye trykmetoder. Både DI metoder (SM DI 74, Quickmaster 46-4 DI og 74 Karat) og i de digitale trykmetoder (fx Indigo), som derfor også kan siges at tilhøre „offset-gruppen“. Men der er desværre stadig en vis indforståelse i branchen om, at offset ER Arkoffset med fugtevand.

Men med udviklingen af tøroffset er der nu også mulighed for, at der kan opstå misforståelser omkring dette. Når man blot siger offset, kan det altså både være med og uden fugtevand, ligesom det kan være tryk på ark eller på ruller/baner (offsetrotation). For at forvirre begreberne yderligere, kan nævnes at offsettrykning ikke nødvendigvis behøver at være trykning på papir, da man i bliktryk (tryk på metal) også benytter sig af offsetprincippet. Og at der findes to tøroffsetprincipper, nemlig i ombyggede vådoffsetmaskiner og i de nye Direct Imageing-maskiner.

For dog at skabe bare lidt klarhed over begreberne, vil jeg i det efterfølgende opdele offsetmetoderne i disse kategorier:

Arkoffset

Litografisk offset / Vådoffset

Tøroffset / Vandfri offset

i traditionelle maskiner

i DI (Direct Imaging-maskiner)

Bliktryk

Offsetrotation

Heatset

Coldset / Avisoffset

Selv om Letterset (indirekte højtryk) og Tampontryk (indirekte dybtryk) reelt også benytter offset-princippet (indirekte tryk) og derfor burde placeres under offset-metoderne, har jeg alligevel valgt at beskrive disse trykmetoder for sig selv. Tampontryk er beskrevet under dybtryk, mens Letterset er beskrevet under højtryk.

LITOGRAFI

"...Hvis jeg havde haft penge til trykpresse og typer var den litografiske kunst nok ikke blevet opfundet..."
ALOIS SENEFELDER 1771-1834

Senefelder var en ung jurastuderende fra Prag som interesserede sig mere for at skrive teaterstykker end for at studere jura. Og det var netop hans interesse for at skrive der gjorde ham til opfinder. Han var naturligvis meget interesseret i at få offentliggjort sine teaterstykker, men han havde dog hverken råd til at få dem trykt eller til at etablere sit eget trykkeri, for dér selv at trykke sine teaterstykker. Derfor eksperimenterede Senefelder med at finde en alternativ trykmetode til bogtrykket, blandt andet ved at skrive spejlvendt på kobberplader og efterfølgende ætse pladen så der opstod en niveauforskel. Men kobber var i længden for dyrt, så han forsøgte også med andre metaller.

Som med så mange andre opfindelser var det tilfældighederne der spillede ind. Hans mor tjente penge ved at vaske tøj for andre og en dag i 1796 bad hun ham om at hjælpe hende, ved at skrive antallet af vaskestykker op. Han greb de forhåndenværende materialer og skrev med sin trykfarve på den stenplade han normalt brugte til at forrive sin trykfarve på. Da han senere vil fjerne det skrevne, opdagede han at vandet blev afvist af farven og det faldt ham ind at han måske kunne bruge sten i stedet for kobber og andre mataller.

Efter en række forsøg på at ætse stenen så der opstod en niveauforskel på det trykgivende og det ikketrykgivende (og dermed forsøge på at finde en ny højtryksmetode), fandt han ud af, at der ikke nødvendigvis behøvede at være niveauforskel, men at han blot kunne udnytte den fysiske lov, at fedt og vand skyer hinanden som han jo tidligere havde opdaget.

Lithos er græsk og betyder sten. Grapheur betyder at skrive. Litografien var opfundet.

Senefelder fik forholdsvis hurtigt bygget en stentrykspresse Rieberpressen) og så var han i gang.

I Danmark blev stentrykket taget i brug i 1811, allerede 15 år efter Senefelders opfindelse. Det var den tyske indvandrer Wilhelm Heinrich Wenzler der åbnede Danmarks første litografiske trykkeri, i Sølvgade i København.

Forventningerne til den nye teknologi var meget store. Hidtil havde man været henvist til grove træsnit eller de finere, men meget dyrere kobberstik, hvis man ønskede illustrationer i bøger, aviser og blade. Nu havde man muligheden for at få farveillustrationer på næsten alt.

Stentrykket blev i årenes løb mest brugt til fremstilling af noder, specialtekst og især billeder. Dermed kom kunst og billeder ind på væggene i almindelige danskeres hjem. Efterhånden dukkede også farveplakater op i bybilledet ligesom butikkernes hylder fik farvestrålende emballager.

Verdens første avis med farveillustration blev udgivet i Grønland i 1861. Det var avisen Atuagagdliutit (AG), som ved hver udgivelse bragte en litografisk farveillustration.

Litografiens udvikling var stærkt præget af de konventionelle trykmaskiners udvikling. Stentryksmetoden blev efterhånden for langsom og tidskrævende til bogarbejde, avisillustrationer og andre dagligdags tryksager, så man arbejdede i mange år på at få overført det litografiske princip til andre overflader end stenens, så man kunne udnytte cylinderprincippets hurtigere trykning. I slutningen af det 18. århundrede fandt man frem til, at det litografiske princip kunne overføres til en tynd zinkplade som kunne spændes rundt om en cylinder og så var man på rette vej. Men denne nye trykmetode (Zinktryk) var stadig en direkte trykmetode så zinkpladen havde direkte kontakt med papiret, hvilket forringede trykkvaliteten.

Det store skred i udviklingen skabtes imidlertid først da man gik bort fra den direkte trykmetode og begyndte at trykke via en gummidugscylinder, således at trykket først blev trykt over på en gummidug inden det blev trykt videre til papiret. Det vi i dag kender som offsetmetoden.

Ordet „Offset“ er engelsk og betyder „at sætte af“ (to set off) og hentyder netop til den indirekte trykning, via gummidug. Når trykbilledet bliver trykt over på gummidugen bliver det spejlvendt og når det trykkes videre fra gummidug til papir bliver trykbilledet igen retvendt. Den indirekte trykmetode via gummidugen muliggjorde nu trykning af finere detaljer på ru papir og forhindrede desuden at pladen blev udsat for betydeligt slid.

Den første offsetpresse blev bygget i 1905 af Harris Automatic Press Company, i Ohio USA.

Positionen som det vigtigste billedmedie holdt stentrykket dog helt frem til 1950'erne, indtil offset for alvor begyndte at tage over (så lang tid skulle der altså gå før den nye trykmetode slog igennem). Derefter gik det stærkt tilbage for stentrykket. Inden udgangen af 1960'erne var samtlige stentrykkerier i Danmark lukkede, bortset fra enkelte litografiske kunsttrykkerier. I dag er Litografisk Offset (stadig) den mest udbredte trykmetode i verden.

I dag trykker man stadig litografier med den samme type Solnhofener-sandskifer-sten som Senefelder tilfældigvis skrev på i 1796. Det har nemlig senere vist sig, at man kun kan bruge denne ene kalkstenstype fra Solnhofen i Bayern.

Stenfremstillingen foregår ved, at stenens overflade først slibes for at lukke kalkstenens porer. Når stenen således er helt glat skal litografen eller kunstneren skrive og tegne direkte på stenen - spejlvendt (da stentryk jo er en direkte trykmetode). Når hele trykbilledet er færdigt, behandles stenen med en tynd salpetersyreopløsning. Derved bliver stenens ikke-trykgivende partier modtagelige for vand. Ved trykningen fugtes stenen manuelt med en svamp hvorefter farven påføres. Hele denne proces gentages for hver farve. Der skal altså derfor fremstilles én sten til hver farve.

LITOGRAFISK ARKOFFSET

I litografisk offset benyttes det samme princip som ved stentryk/litografi: det såkaldte litografiske princip, nemlig at fedt og vand skyer hinanden. Derfor indgår disse elementer i trykprocessen. Trykfarven (=fedt & Fugtevand=vand!)

Ordet OFFSET stammer fra engelsk ".. to set off.." og hentyder til, at der foregåe en indirekte trykning. Der trykkes nemlig først over på en gummidug, inden der trykkes på papiret / substratet. Dette princip kaldes offsetprincippet.

Arkoffsetmaskinens trykværk består af: en pladecylinder, en gummidugscylinder, en modtrykscylinder, et farveværk ogf et fugteværk.

I ark-offset trykkes der på løse papirark i formater fra 12 x 18 cm til 120 x 162 cm. Der trykkes på maskiner med ét trykværk som kun kan trykke en farve ad gangen og helt op til maskiner med 12 trykværker som kan trykke 12 farver (eller 6+6) i ét gennemløb. Der trykkes både på bestrøgne og ubestrøgne papirkvaliteter i gramvægte fra ca. 70 gram til 700 gram, i oplag på fra 500 trykark til 50.000 trykark, pr. pladesæt.

Rasterfinheden i ark-offset kan gå op til 354 linier pr. cm i tøroffset og 120 linier pr. cm i litografisk offset. Ark-offset er dermed den trykmetode der kan gengive det mest detaljerede trykbillede, hvilket er medvirkende til at kunne fremstille tryksager af en høj trykkvalitet. Men de fleste opgaver bliver dog kun trykt i en rasterfinhed på 54-60 linier.

Trykmaskinernes hastighed oplyses fra maskinfabrikanterne til mellem 5.000 og 18.000 ark i timen. Men den faktiske trykhastighed er afhængig af papirkvaliteten og af det trykbillede der skal trykkes. Hvis der skal trykkes sort tekst på et stykke 100 gram offsetpapir kan maskinen køre hurtigere end hvis der skal trykkes kvalitetskrævende CMYK-sæt og fulddækkende tonplader på fx 200 gram papir. Man taler derfor om at maskinen kører X antal ark “på gulvet”, hvilket vil sige at når opgaven er færdigtrykt har det måske taget to timer at trykke 12.000 trykark svarende til “6.000 på gulvet”

HEATSET

Heatsetmetoden er en trykmetode der er opstået med kravet om 4-farve tryk på alle sider i reklametryksager. Derfor er Heatsetmaskiner primært bygget således at de trykker 4+4 CMYK.

Maskinerne er desuden bygget efter A4-formatet, hvilket betyder at det færdige produkt helst skal være A4, eller en anelse mindre, for ikke at det skal blive for urentabelt. Endelig skal det siges at sideantallet skal være på enten 8-sider, 16-sider, 32-sider, 48-sider, 64-sider eller 96-sider, for at det kan betale sig. Der trykkes i Danmark oplag fra 20.000 ex. og helt op til husstandsomdelte produkter i oplag på 2.500.000 ex.

Heatset-maskinen

Heatset-maskinen er som nævnt bygget således at den typisk trykker 4+4. Trykværket er som i ark-offset bygget op omkring en pladecylinder, en gummidugscylinder og en modtrykscylinder. Hér er ”modtrykscylindren” dog en anden gummidugscylinder, fra trykværket der er placeret på den anden side af papirbanen. I Heatset trykkes der derfor såkaldt Blanket-to-blanket.

Papiret kører fra rullestellet vandret igennem maskinens trykværker hvor det modtager tryk i 4+4. Derfra kører banen direkte igennem en „heater“ (ovn) som tørrer farven, efter heateren kører banen rundt om et antal kølevalser der køler papirbanen af og papiret genvinder lidt af den fugtighed der fordampede i heateren. Derefter passerer papiret igennem et silikoneværk for at give papiret lidt smidighed tilbage og for at „holde på fugtigheden“ i papiret. Til sidst køres papiret igennem et falseværk hvor produktet enten færdiggøres ved hjælp af limdyser eller klammehæfter eller bliver kørt ud som falsede læg, til videre forarbejdning i et bogbinderi.

Maskintyper

Heatset-maskinerne betegnes efter hvor mange A4-sider de kan producerer i ét gennemløb. Selve trykformatet er som i ark-offset, begrænset af pladecylinderens længde og omkreds. Hér defineres det bare på en anden måde, idet man taler om målene for max banebredde og „cut-off-længde“. Cut-off-længden er et udtryk for, hvor store „ark“ banen bliver skåret over i, efter tryk i falsen. Dette format er naturligvis defineret efter pladecylinderens omkreds, idet hele det trykbillede som er på pladen jo også skal med i det færdige produkt. Cut-off-længden er konstant for hver maskine, hvilket vil sige, at hvis en maskine har en cut-off-længde på 43 cm, så vil maskinen altid ”skære ark ud” i længder på 43 cm. „Arkets bredde“ kan varieres ved at trykke på forskellige banebredder. Hel-bane, trekvart-bane, halv-bane og kvart-bane. Man har dermed alligevel mulighed for at variere produktets format.

Maskinerne kan trykke med en maksimum hastighed på ca. 50.000 til 100.000 tryk i timen. Der findes maskiner der har en gummidugscylinder der er dobbelt så stor som pladecylinderen. Dermed kan der trykkes to ad gangen og hastigheden bliver dermed „fordoblet“

8-siders maskine

En 8-sideres maskine anvender plader der indeholder 4 A4 sider og kan trykke og færdiggøre et A4-produkt på 8 sider.

8-siders maskiner findes i to versioner. Maskiner der trykker i højformat eller korrekt baneretning med en cutoff- længde på 63 cm og max banebredde på 43 cm og maskiner der trykker i tværformat eller i „forkert„ baneretning med en cut-off-længde på 43 cm og en max banebredde på 63 cm.

Maskinen med en cut-off-længde på 43 cm kan færdigtrykke et oplag hurtigere end maskinen med en cut-offlængde på 63 cm, da en cylinder med en lille omkreds hurtigere har drejet en omgang end en cylinder med en stor omkreds. Men til gengæld bliver A4-produktet i „forkert“ baneretning, da det jo som bekendt anbefales at papirets fiberretning skal være parallelt med produktets ryg. Men når der trykkes på lavere gramvægte (mindre end 80 gram) har dette ingen reel betydning.

16-siders maskine

En 16-siders maskine anvender plader der indeholder 8 A4 sider og kan trykke og færdiggøre et A4-produkt på 16 sider. Maskinen har en cut-off-længde på 63 cm og en max banebredde på 86 cm.

24-siders maskine

En 24-siders maskine benytter offsetplader der indeholder 12 A4 sider. Cut-offlængde på 63 cm og banebredde på ca. 132 cm

32-siders maskine

En 32-siders maskine anvender plader der indeholder 16 A4-sider og kan dermed trykke og færdiggøre et A4- produkt på 32 sider. Cut-off længde på 63 cm og banebredde på ca. 173 cm.

48-siders maskinen

En 48-siders maskine anvender plader der indeholder 24 A4-sider og kan dermed trykke og færdiggøre et A4- produkt på 48 sider. Cut-off længde på 126 cm og banebredde på ca. 132 cm.

64-siders maskine

En 64-siders maskine anvender plader der indeholder 32 A4-sider og kan dermed trykke og færdiggøre et A4- produkt på 64 sider. Cut-off længde på 126 cm og banebredde på ca. 173 cm.

Heateren

Det helt specielle ved Heatsetmaskiner er varmeovnen/heateren som får trykfarven til at tørre, således at tryksagen er fuldstændig tør, når den kommer ud af maskinen. Heateren er netop så lang, at trykfarven befinder sig i ovnen i 1 sekund, hvilket er nok til at tørre farven som indeholder mineralolier med et forholdsvist lave kogepunkt (170-250 grader). Inde i heateren sidder en lang række blæsedyser som blæser 180 grader varm luft ned på papirbanen. Den fordampede mineralolie bliver brændt af i en katalytisk- eller termisk efterbrænder.

Cooleren

Den 180 grader varme papirbane kører nu rundt om et antal kølevalser der indeholder 10 grader koldt vand. Dermed får papiret en del af den fugtighed som fordampede i heateren, tilbage. Samtidig bevirker kuldebehandlingen, at trykfarven nu bliver „hærdet“ idet farvens bindemidler (kunstharpikser) størkner.

Silikoneværket

Efter denne forholdsvise hårde behandling af papir og farve, kører papirbanen nu igennem silikoneværket, hvor den bliver påført et tyndt lag silikone på begge sider. Dermed opnår det papiret lidt af sin smidighed tilbage og udvikling af statisk elektricitet forhindres. Samtidig vil den silikonebelagte papirbane glide lettere over falseværkets vendestænger og falseskjold.

In-line færdiggørelse

En anden af fordelene ved heatset er, at produktet færdiggøres in-line i maskinens falseværk. Her samles

papirbanerne (hvis der er flere end en) og produktet falses og skæres.

Standard falseværk

1. Falseskjold
2. Indløbsvalser
3. Trækvalser
4. Skærecylinder
5. Punktur- og falseknivcylinder
6. Falseklapcylinder
7. Skovlhjul
8. Udlægningsbånd

COLDSET

I 1961 installerede Holger Salomon en offsetrotationsmaskine til trykning af dagbladet “Nordsjælland” og blev dermed det første avistrykkeri i Europa der indførte denne teknik. Til sammenligning indførte Berlingske Tidende først offsetteknikken i 1987. Dermed blev dagbladet “Nordsjælland”, europas første offsettrykte avis.

Produktionsforholdene i avistrykkeriet er på mange områder helt specielle. Dét produkt der skal fremstilles skal trykkes inden for en bestemt tidsramme (fx kl. 16-19). Produktet forventes kun at have en levetid på 1-8 dage. Kunden er „huset“ selv, forstået på den måde, at fx Berlingske Tidende selv fremstiller et produkt som de selv ønsker at producere og sælge. De fremstiller derfor selv tekst, billeder, layout og prepress inden produktet bliver trykt i derers eget trykkeri.

Selv om bladhusene er fritaget fra at betale moms (skjult statsstøtte?) er de dog nødt til at sælge annonceplads til eksterne virksomheder eller privatpersoner, for at få økonomien til at hænge sammen. Men da avisen kommer i første række og da de produktionstekniske forhold sætter en del begrænsninger, kan kunderne ikke altid få det de ønsker (fx bestemt annonceplads eller en bestemt logofarve, men må ofte tage til takke med dét trykkeriet/avisen kan tilbyde. I nogle tilfælde må kunderne oven i købet gå forgæves, med besked om at de ikke kan få trykt deres annonce, før måske om et par uger.

I avisoffset trykkes der primært på 43-45 gram ubestrøget træholdigt papir i en rasterfinhed på max 34 l/cm. Trykkes der på forbedret avispapir kan rasterfinheden komme op på 40 l/cm. Trykfarven er udviklet til at kunne „tørre“ ved indsugning i det porøse avispapir

Den Danske Presses Fællesindkøbs-Forening (DDPFF) er en sammenslutning af de fleste store og større bladhuse og avistrykkerier. Ved at købe materialer (papir, film, plader, farve etc) igennem denne forening kan medlemmerne opnå væsentlige besparelser. Samtidig har DDPFF oprettet en række normer og retningslinier for avisproduktion som blandt andet kan findes i foreningens to bøger: „Kan, Kan ikke“ og „4-farver i avisens verden“.

Avisformater

I de nordiske lande anvendes primært to avisformater. Broadsheet- og tabloid-format. De avisrotationsmaskiner der er opstillet i Norden er derfor fabrikeret så de passer til de nordiske formater. Trykning af andre avisformater vil derfor medføre stort papirspild.

Udover dagblade, regional- og lokalaviser trykker avistrykkerierne også en stor del reklameaviser på “avispapir”. Disse reklamer bliver også trykt i Broadsheet- eller tabloid-formaterne.

Broadsheet

Dette er det store uhåndterlige avisformat på 40 x 56 cm. Opslaget er dermed 80 x 56 cm. Det er aviser som Berlingske Tidende, Politiken, Weekendavisen og Jyllandsposten som benytter sig af dette format, til deres hovedsektioner.

Tabloid

Tabloidformatet er halvformatet af Broadsheet. Det vil sige 28 x 40 cm. Opslaget er dermed 56 x 40 cm. Ekstrabladet, BT, Børsen, samt enkelte sektioner i „de store“ aviser trykkes i dette lidt mere brugervenlige avisformat.

Trykværk

Avis-offsetmaskinernes trykværk er også bygget op omkring 3 vandretliggende cylindre. Pladecylinderen, Gummidugscylinderen og Modtrykscylinderen („stål“). Men der kan sidde fra 2 til 8 plader på én pladecylinder, hvorfor cylindre og farvevalser er „delt“ imellem hver plade. Det betyder også at man kan trykke med op til 4 forskellige farver på én pladecylinder, hvilket igen betyder at der sidder 2 eller 4 farvekasser over en cylinderlængde.

Ved avistryk kan modtrykscylinderen være en anden gummidugscylinder, hvis man kører “blanket-to-blanket”.

Pladecylinderen

Offsetpladerne fremstilles i en størrelse der kan indeholde én broadsheetside eller to tabloidsider. Offsetpladerne spændes på pladecylinderen ved hjælp af to skinner som er fastmonterede i cylindergraven.

Pladecylinderen kan af trykkeren drejes uafhængig af de øvrige cylindre op til flere mm. Dermed har trykkeren mulighed for at hæve eller sænke trykbilledet på papiret under indstillingen af maskinen.

Pladen har som nævnt direkte kontakt med fugtevalser og farvevalser (pladevalserne). Det betyder at disse valser må være korrekt justeret så de ikke slider pladen i stykker og så de er i stand til at afgive vand og farve korrekt.

Hvis avistrykkeriet ofte trykker omfangsrige broadsheetaviser med mange farver og store oplag, er det mest hensigtsmæssigt at have en stor maskine der kan trykke hele avisen i én trykgang. Og dermed må de enkelte trykværker kunne indeholde så mange sider og farver som muligt.

Hvis man derimod beskæftiger sig med tabloidaviser i små oplag og med begrænset farvefordeling, anskaffer man sig naturligvis en mindre maskine der egner sig til dette.

Derfor tilbyder maskinfabrikanterne rotationsmaskiner i moduler af forskellige værkstørrelser og værktyper med forskellige farvekombinationsmuligheder. På den måde kan avistrykkeriet selv sammensætte sin maskine efter behov.

De tre mest anvendte maskintyper har pladecylindre som nedenstående illustration.

Det skal bemærkes, at der ved “blanket-to-blanket” findes en tilsvarende pladecylinder på den anden side af papirbanen.

Som det ses af ovenstående illustration af den dobbeltrunde-dobbeltbredde pladecylinder, er cylinderen på midten „delt“ og den ene halvdel roteret en anelse fra den anden halvdel. Det skyldes, at der trykkes to broadsheet-opslag ved siden af hinanden og at papirbanen senere skal skæres over på midten og ved hjælp af vendestænger skal den ene banehalvdel lægges oven på den anden banehalvdel. Ved at køre den ene banehalvdel ud for at blive vendt af vendestænger og ind igen efter vending vil trykket på den ene banehalvdel være forskudt i forholdt til den anden, hvis ikke man fra starten havde trykt dem forskudt (og det er netop det man gør). Dermed kommer avisens sider til at passe bag på hinanden efter vending og sammenlægning.

Modtrykscylinderen

Modtrykscylinderen skal fungere som “presstryk-cylinder” således at trykket kan afvikles fra gummidug til papir. Modtrykscylinderen sidder derfor “bag ved papirbanen”, hvilket i avisoffset betyder at modtrykscylinderen også kan være en anden gummidugscylinder fra det trykværk der sidder på den anden side af papiret, ved trykning i blanket-to-blanket.

Farveværk

Farveværket i avisrotationsmaskiner er forholdsvist simpelt bygget. Farvekasserne påfyldes automatisk i de værker der altid køre med en bestemt farve.

Som nævnt tidligere sidder der 2 eller 4 farveværker ved siden af hinanden langs én pladecylinderbredde. Dette giver stor fleksibilitet med hensyn til placering af farveannoncer, da man i et 4+4-værk teoretisk kan trykke 16+16 eller 32 forskellige farver (4 x 4 x 2) på én bane.

Fugteværk

I avisoffset bruges der ikke alkohol i fugtevandet. Der bruges typisk dysefugteværk eller børstefugteværk.

Y-værk

Y-værket er et blanket-to-blanket værk som trykker 2+1 og de tre gummidugscylindre fungerer som gensidige modtrykscylindre. Da mange avissider kun indeholder 1-farve tryk og 1-farve + en spotcolor (=staffagefarve) egner dette værk sig bedst til disse avissider. To Y-værker over hinanden kan give banen et 4+2 tryk. Derfor er y-værket et meget alsidigt værk som er godt at have med i maskinkonfigurationen.

U-værk

Dette enkle værk anvendes promært til 1+1 og 2+2 sort.

Satellitværk

Satellitværket benyttes ved 4-farve trykning og er det 4-farveværk der giver den bedste pasning imellem CMYK-farverne. De fire trykværker sidder som satelitter omkring en fælles modtrykscylinder af stål. Derfor kaldes modtrykscylinderen i avisoffset for en „stål“. Der findes satellitværker med en enkeltrund stål og nogle med en dobbeltrund stål. Den dobbeltrunde har en blidere krumning og en større overflade, hvilket giver den bedste trykafvikling (se nedenstående illustration). Et satellitværk kan trykke 4+0 på en bane.

Four-high værk

En anden type blanket-to-blanket værk er det såkaldte Four-high værk, som er i stand til at trykke 4+4 på en bane i et gennemløb.

Tre Four-high-muligheder:

• Det første værk trykker 4+4 på én bane

• Det andet trykker 2+2 på to baner

• Det tredje trykker 1+1 på fire baner

En anden fordel ved denne værktype er, at der kan trykkes med op til 4 baner i det samme værk på en gang, hvilket giver stor fleksibilitet med hensyn til avisens sidetal og farvefordeling.

Ulempen ved four-high-værket er, at der er „langt“ imellem trykningen af hver farve (trykværk) hvilket betyder at papiret kan nå at give sig imellem trykningen af de enkelte farver, hvilket igen betyder mispasningsrisiko.

Kvalitetskontrol

Kvalitetskontrol i avistrykning er i forhold til ark-offset, anderledes da man i avisoffset ikke har mulighed for at placerer en kontrolstrip uden for beskæring. Kontrolstrippen skal altså placeres inde i produktet, hvilket vil sige inde i vores avis. Derfor skal den være så lidt forstyrrende for kunden (dig) som muligt. Til dette formål har DDFPP udviklet en kontrolstrip som kun er 2 cm høj og 4,1 cm bred (spaltebredden). Colorstrippen indeholder fuldtonefelter for hver CMYK-farve samt gråbalancefelter og punktbredningsfelter.

Colorstrippen er udviklet således at den kan anvendes visuelt under trykning eller ved fremstilling af prøvetryk.

Men når trykkeriet har styr på produktionsprocessen er det normalt at de kun anvender et mere simpelt gråbalancefelt som visuelt kan bedømmes af trykkeren under trykning. Disse gråbalancefelter kan se ud som nedenstående illustration og der er typisk placeret 10 gråbalancefelter i bunden af hver 4-farveside (ofte sektionsforsiden).

Venstre side af feltet er et rastersammentryk af 40% cyan + 27% magenta + 30% gul som skal give neutral gråbalance i mellemtonerne og det skal visuelt være identisk med højre side af feltet som er et 40% raster i sort. Det er det næsten aldrig.

Under trykningen kan trykkeren sammenligne 4-farvebillederne i avisen med et prøvetryk eller med et skærmbillede af avissiden. På kontrolpulten kan trykkeren fx kalde side 17 op på skærmen og han sammenligner så avistrykket med skærmbilledet og foretager efterfølgende nødvendige korrigeringer.

Normer

DDFPP har naturligvis deres egne standarder inden for avistryk, da denne trykmetode ikke direkte kan sammenlignes med andre offsetmetoder. Der trykkes jo på meget tyndt, gråligt og ubestrøget papir hvilket sætter store begrænsninger for hvad der kan lade sig gøre. DDFPP's normer er dog harmoniseret med IFRA's normer således at også de danske dagblade overholder en fælleseuropæisk standard.

Densityværdierne for CMY skal være 0.85

Mens densityværdien for sort skal ligge på 1.10

Under trykning er der en tolerance på +/- 0.10

Punktbredningen fra negative offsetplader er på 25% med et toleranceområde på +/- 4%

Det betyder at et 40% rasterpunkt (på pladen) er accebtabelt når det på tryk måler 65%.

Rasterfinheden kan derfor maksimalt blive 34 l/cm

DP-farver

I avis-offset er det ikke muligt anvende PMS-farver da DDFPP har deres eget farvesystem kaldet DP-farver. Det betyder at annoncører måske ikke kan få trykt deres logo i den sædvanlige logofarve men må vælge den DP-farve der er nærmest.

VANDFRI OFFSET

For at opfylde det litografiske princip bedst muligt i moderne litografisk offsettrykning, er det nødvendigt at fugtevandet opfylder en lang række krav:

1. Offsetpladen skal fugtes jævnt med fugtevand. En ujævn fordeling af vandet vil medføre ujævn farveføring og evt toning.

2. Forbruget af fugtevand skal være så lavt som muligt, bla for at få en god farveføring og en minimal punktbredning, og for ikke at tilføre papiret mere vand end nødvendigt, da det bl.a. vil forlænge tørretiden.

3. En gensidig emulgering af farve og vand er meget væsentlig for trykkvaliteten. Farven vil altid optage en del vand ved emulgering i valsesystemet, og dette vand skal være fint fordelt i farven for at påvirke farvens trykegenskaber mindst muligt. Et vandindhold i trykfarven på 10-15% er ikke unormalt.

4. Det fugtevand, der ved fugteprocessen påføres de trykgivende partier, skal let kunne optages og emulgeres i farven, for at sikre en god transport og farveføring, samt en hurtig opstart.

5. Omvendt må fugtevandet kun i meget begrænset omfang optage og emulgere farvepartikler, da det bla medfører toning i de ikke-trykgivende partier.

6. Fugtevandet, der bla indeholder syre, skal være stabilt, og fugtevandets surhedsgrad (pH) må ikke ændres væsentligt ved ydre påvirkninger, som fx papirets surhedsgrad.

7. Fugtevandets kemiske sammensætning skal være således, at kemikalierne i vandet ikke går i kemisk forbindelse med farvens komponenter, og fx danner kalksæber, der bl.a. udfældes på gummivalserne og ødelægger disse.

8. Kemikalierne i fugtevandet må ikke forhindre eller forsinke trykkets oxidationstøring, fx ved at fugtevandet ved indsugning i papiret gør dette surt.

9. I relation til offsetplade og gummidug må fugtevandet og dets emulgering i trykfarven ikke medvirke til, at der opstår opbygninger af trykfarve på plade og gummidug. Det vil sige, at fugtevandet bla ikke må påvirke trykfarvens konsistens væsentligt ved den naturlige emulgering i farven.

10. Fugtevandet skal hindre begroning med mikroorganismer, alger og lignende i fugtevandssystemet.

11. Fugtevandet må ikke virke korroderende og skal beskytte plade og maskine mv mod korrosion (fx rust og ir).

12. Fugtevandet skal indeholde stoffer, der „konserverer“ pladen, dvs giver beskyttelse ved maskinstop.

13. De stoffer, der findes i fugtevandet, skal være opløste, således at eventuelle dyser mv ikke tilstoppes.

14. Fugtevandet må ikke skumme.

15. Fugtevandet skal være arbejdsmiljøvenligt.

Men det vand vi får leveret fra kommunen kan ikke opfylde alle disse krav. Kommunevandet er nemlig ikke bare rent vand (H2O) men indeholder fra naturens side en lang række kemiske stoffer. I én liter postevand er det ikke unormalt at der også er 1,3 milligram Nitrat (NO2-), 31 milligram Clorid (Cl-), 30 milligram Sulfat (SO4--), 361 milligram Bicarbonat (HCO3-), 0,26 milligram Flour (F-), 23,8 milligram fri kulsyre (H2CO3), 5 milligram Ilt (O2), 0,02 milligram Jern (Fe++), 0,01 milligram Mangan (Mn++), 30 milligram Natrium (Na+), 4,6 milligram Kalium (K+), 97 milligram Calcium (Ca++) og 13 milligram Magnesium (Mg++). Derudover indeholder vandet ofte kim til algedannelse, bakterier mv. Vandet har typisk en surhedsgrad på 7 - 7,5 pH og en totalhårdhed på 16,6 d.

Dette råvand/kommunevand er derfor totalt uegnet som fugtevand i moderne litografisk offset. Derfor er man i trykkeriet for det første nødt til at nedbringe vandets hårdhedsgrad så den kommer til at ligge på mellem 7 og 10 d (inden fugtevandstilsætningen). Dette kan evt gøres ved at lade vandet passerer igennem et såkaldt afkalkningsanlæg inden det kommer ud i trykkeriet.

Fugtevandets hårdhedsgrad måles i såkaldte „tyske hårdhedsgrader“ som er et udtryk for vandets indhold af calcium- og magnesiumssalte (= kalk). Hårdheden måles med en papirstrip, hvor forskellige kulører viser vandets hårdhed. Normalt anvendes følgende begreber:

• Meget blødt vand: Hårdhed (tysk) mindre end 3d.

• Blødt vand: Hårdhed (tysk) mellem 4d og 7d.

• Mellemhårdt vand: Hårdhed (tysk) mellem 8d og 15d.

• Hårdt vand: Hårdhed (tysk) mellem 16d og 22d.

• Meget meget hårdt vand: Hårdhed (tysk) mere end 23d.

(Merchoquant Total Hardness Test)

Dernæst skal vandets surhedsgrad bringes ned på en let syrlig pH-værdi på 4,5 - 5,5. Der bør til dette formål, bruges et færdigblandet fugtevandskoncentrat, som blandes i råvandet efter bestemte forhold (ca. 1-5%).

Fugtevandskoncentratet indeholder 8 forskellige elementer:

A: Syre (fx fosforsyre eller citronsyre) som skal give fugtevandet den korrekte surhedsgrad (pH-værdi).

B: Buffer (salt fx citrat) som skal stabilisere pH-værdien.

C: Tensid (overfladeaktivt stof) som skal justere fugtevandets overfladespænding og grænsespænding.

D: Glycol som holder offsetpladen fugtig under maskinstop.

E: Gummi arabicum (CMC eller dextrin) som beskytter offsetpladen imod oxidering.

F: Fungicid som hindrer begroning med bakterier og andre microorganismer.

G: Korrosionsinhibitor som beskytter maskine og offsetplade imod korrosion.

H: Vand til opløsning af alle stofferne

Derudover tilsætter trykkeren også lidt alkohol (fx IPA: IsoPropylAlkohol) for at kunne regulere fugtevandets overfladespænding således, at fugtevandet fugter bedst muligt. Desuden virker alkoholen også afkølende på systemet, ligesom det forhindrer farven i at emulgere i fugtevandet.

Råvandet (kommunevandet/ledningsvandet) er kemisk unikt med sin meget meget høje overfladespænding som kan forklares som et resultat af mange typer molekylære kræfter imellem vandets små molekyler (H2O eller HOH). Molekylet er meget usymetrisk og dipolær, hvilket vil sige at molekylets + og – poler har en vis distance. Vand har en overfladespænding på 72 mN/m (milli-Newton pr meter).

Ved at blande vandet med forskellige alkoholer som fx isopropanol (IPA) kan man regulere overfladespændingen i et stort område på 30 – 72 mN/m svarende til til koncentrationer på mellem 30 og 0 volumenprocent IPA.

Efter blandingen af råvand og fugtevandstilsætning kaldes vandet for fugtevand.

Fugtevandet afviger fra normalt vand ved den lave overfladespænding på ca. 40 mN/m. Hvis man overfører vandfilmen til den våde trykfarve, begynder den at trække sig sammen i små dråber. Vandets overfladespænding trækker dråberne sammen med større kraft end de såkaldte adhesionskrafter, som spreder vandet på farveoverfladen. Dråberne formes hellere med vand uden tilsætning, end med forskellige fugtevandstilsætninger. Offsetfarverne har en overfladespænding på 35 - 40 mN/m og en polaritet på 5-20%.

DIRECT IMAGING

I bestræbelserne på at nedsætte omkostningerne i forbindelse med produktionen af den enkelte tryksag, har man bla udviklet trykmaskiner der fremstiller trykplader inde i trykmaskinen (direct imaging).

Ved sammenligning med traditionel tryksagsproduktion, vil man med en DI-maskine kunne "afskaffe"/ opnå besparelser på:

• Film (materiale og tiden til filmudkørsel)

• Filmmontage (tid og personale)

• Pladekopi/filmbelysning (tid, kopiboks og personale)

• Pladefremkaldning (tid, fremkaldermaskine inkl. materialeforbrug og personale)

• Pladeretouche (tid og personale)

• Pladescanning (tid, pladesanner og personale)

• DI = Direct Imaging

• DI = Computer-to-Plate (CTP) i trykmaskinen (CTM)

• DI = Computer-to-Press

Disse trykmaskiner er siden deres fremkomst i 1991 gået under betegnelsen digitale trykmaskiner (senere Fast Digitaltryk), men med den seriøse udvikling de ægte digitale trykmaskiner (variabelt digitaltryk) har gennemgået, er det nu mere realistisk at kalde disse maskiner for DI-ark-offset-maskiner. Eller blot DImaskiner.

De fungerer alle ved, at en plade spændes omkring pladecylinderen (halv- eller helautomatisk) hvorefter et laserhoved belyser pladerne direkte på pladecylinderen (CTP i maskinen, med termolaser).

Efter pladebelysning bliver nogle plader støvsuget og vasket med sæbevand mens andre ikke behøver så meget ”efterbehandlng”. Når først trykningen går i gang er det almindelig offset (vådoffset eller tøroffset) via gummidug, med alle de tryktekniske parametre der også er i andre arkoffsetmaskiner.

Det var Heidelberg der i 1991 introducerede princippet i deres GTO DI tøroffsetmaskine. Her blev pladerne eksponeret med elektroniske gnister (SPARK), men maskinen fik ikke den store succes og der blev kun solgt 135 maskiner på verdensplan.

Heidelberg videreudviklede deres princip og i 1995 introducerede man Quickmasteren som på nuværende tidspunkt allerede er solgt i ca. 1.400 eksemplarer på verdensplan.

I 1997 gik König & Bauer sammen med prepressvirksomheden Scitex i et joint venture hvor de opfandt og udviklede den meget omtalte og særdeles utraditionelle DI-offsetmaskine 74 Karat. Den var dog først klar til salg to år efter - i 1999.

For de trykkerier som ikke vælger rigtige digitaltrykmaskiner er DI-maskinerne fremtiden. Prepressprocessen bliver væsentligt forkortet, idet man ikke har filmudkørsel, filmmontage, pladekopi og pladeretouche. Desuden er pladeindspændingen også gjort hurtigere.

SKABELONTRYK

Trykprincippet hedder skabelontryk fordi der er fremstillet en skabelon, som der trykkes igennem. I dag er det kun trykmetoden Serigrafi, der anvender dette princip (samt i enkelte tilfælde hvor der spray-males igennem udskårne skabeloner).

SERIGRAFI

Serigrafi adskiller sig fra alle andre trykmetoder på mange områder: Det er den eneste trykmetode som trykker igennem trykformen. I modsætning til andre trykmetoder som har særskilte anordninger til farvereservoir og farvefordeling, fungerer den serigrafiske trykform både som trykform, farvekasse og farveværk.

Fordelene ved serigrafi er, at der kan trykkes med meget kraftigt farvelag, hvilket giver intense og dybe kulører, som er vejrbestandige.

Der kan desuden trykkes på næsten alle materialer: papir, pap, karton, glas, tekstil, træ, plast, metal, læder etc.

Ulemperne ved serigrafi er, at produktionshastigheden er meget langsom, hvorfor trykmetoden bedst egner sig til trykning af forholdsvis små oplag.

Det er desuden svært at gengive små, fine detaljer i et trykbillede, hvilket også går ud over rasterfinheden. Men med et optimalt trykemne kan der trykkes i 54 l/cm. Dette foregår dog sjældent.

De mest typiske rasterfinheder ligger på mellem 9 l/cm – 34 l/cm.

Trykformen

Trykformen til serigrafi består af tre dele:

• en ramme

• et væv

• en stencil

Trykformen har to formål; at danne fundament for trykbilledet og at dossere korrekt farvemængde.

En ramme af træ eller aluminium overtrækkes med et fintmasket væv (net), som limes fast på rammen. Dette gøres meget præcist, mekanisk med fx en pneumatisk strækker, så vævet sidder helt stramt og med ensartet spænding. Lige som korrekt og ensartet opstrengning af en tennis- eller badmintonketsjer er vigtig for at forhindre rammen i at blive skæv er også vævspændingen i serigrafi af afgørende betydning. Vævet limes typisk på rammen med en epoxylim.

Når vævet sidder korrekt på rammen kan det bruges mange gange. Trykbilledet skal nu overføres til vævet på rammen. Det skal gøres sådan, at de ikke-trykgivende områder lukker vævet, mens selve trykbilledet skal forblive åbent væv. På den måde kan serigrafifarven trænge igennem trykformen dér hvor der er åbent, hvilket vil sige i trykbilledet.

En film (trykbilledet) bliver projekteret op på serigrafirammens stencil. dermed kan man fremstille et stort trykbillede med en ”lille” film.

Vævtyper

Serigrafivævet er vævet af enkelttråde som væves sammen til en ensartet, stabil og fleksibel vævstruktur. Sidstnævnte er især vigtig for farveoverførslen. Nylon og polyester er de mest anvendte materialer til serigrafivæv.

Nylon bruges hovedsageligt hvor pasning og præcision ikke er de vigtigste faktorer. Den er ekstrem holdbar og bruges meget til en-farvede sager i store oplag, fx til 3-D emner som med ujævne overflader.

Polyester har samme strukturelle egenskaber som nylon men er mere stabilt, hvorfor polyesteren er mest brugt, hvor der kræves fin pasning i flerfarvetryk.

Vævet kan også være vævet af rustfrit stål. Men dette er fem gange så dyrt som polyester og bruges derfor kun følgende krav stilles: stencilholdbarhed, modstandsdygtig over for farvens opløsningsmidler, meget og tungt farvereservoir, ekstrem fin pasning og trykning af fine detaljer.

Vævtyperne er betegnet ved trådantal (antal tråde pr. cm) og trådtykkelse. Valget af den korrekte vævtype til den enkelte ordretype er er afhængig af hvor meget farveforbrug der er, trykbilledets detaljefinhed og stencilens holdbarhed.

Vævtyper findes med et trådantal på 12-200 tråde pr cm. Som hovedregel kan man sige at jo færre tråde pr. cm jo dårligere support for trykbilledet og jo kraftigere farvelag.

Trådtykkelserne er afgørende for vævstyrken og dermed holdbarheden samt for farvelaget. Trådtykkelserne findes i fire tykkelser:

• S = Light grade thin = 50 - 70% åbning

• M = Medium grade thick = 30 - 40% åbning

• T = Thick grade = 35 - 40% åbning

• HD = Heavy duty = 20 - 35% åbning

Her ses tre vævtyper med samme antal tråde pr. cm. Som det ses er trydtykkelsen afgørende for åbningen imellem trådende og dermed også for hvor meget farve der kan slippe igennem vævet.

Trådantal og trådtykkelse til forskellige produkter:

34T – 49T Sportstasker, denim o.l.

49T – 77T Textiler med grov og sugende overflade (fx T-shirts og flag)

77T – 100T Plakater, salgsdisplays, flourosent og metalic farver, lakering.

100T – 120T Halvtoneraster op til 26 l/cm, bog staver med fine streger, selvklæbende etiketter.

130T – 165M Fine halvtoneraster o til 54 l/cm

4-farve cmyk-seperation

Trådende i serigrafivævet skal være monteret i en vinkel på 0° og 90° - i forhold til rammen.

Ved rasterfinheder på mellem 20 og 40 l/cm gælder følgende rasterdrejninger:

Ingen af CMYK-farverne må ligge i samme vinkel som vævtrådene, derfor skal der mindst være 7,5° drejning i forhold 0° eller 90°.

Dette gælder for positive retvendte film.

For rasterpunkter uden preferanceaksel skal rasterdrejningen for C,M & K være 30° i forhold til hinanden med Y separeret 15° i forhold til en af de andre.

For rasterpunkter med preferanceaksel skal rasterdrejningen for C, M & K være 60° i forhold til hinanden med Y separeret 15° i forhold til en af de andre.

Trykning

Der findes mange forskellige serigrafimaskintyper, hvilket er et tegn på at der trykkes på mange forskellige trykemner og at der derfor fremstilles mange forskellige produkttyper. I det efterfølgende skal blot nævnes de mest anvendte serigrafimaskintyper.

4-farve trykning

Ved anvendelsen af densitometre med polarisationsfilter og smalbåndsfiltre (DIN E) anbefaler ISO 12647-5, følgende værdier:

se i øvrigt ISO 12647-5 Der kan fx anvendes en kontrolstrip fra FOGRA: DKL-S1

Farvejustering

Da trykformen i serigrafi også fungerer som farveværk, er der mange måder at justere trykfarven på.

Allerede ved valg af vævtype kan man vælge hvor meget farve der skal være mulighed for at trykke med. Men der er også mulighed for at justerer mængden af trykfarve eller farvelaget ved hjælp af raklen.

Rakeltryk, rakelvinkel og rakelskarphed er også afgørende faktorer for den mængde farve der trykkes med.

Flatbed-maskiner

Ved disse maskiner ligger tryksubstratet fladt på et ”bord” under rammen. Substratet er typisk fastholdt ved hjælp af vakuum.

Denne maskine er typisk beregnet til manuelt trykning. Rammen er spændt fast i bagkanten og vippes op, så tryksubstratet kan ilægges eller udtages.

Trykning med denne metode kan foregå ved ca. 300 – 1.200 tryk i timen. Der findes en stort antal af maskinformater med dette princip, med rammestørrelser fra 39 x 51 cm til 2 x 3 meter.

På maskiner med automatisk arkfødning er rammen helt fastspændt og hele rammen hæves vertikalt, når tryksubstratet skal ind og ud.

Trykningen kan foregå ved ca. 1.000 – 2.000 tryk i timen og med rammer fra ca. 40 x 60 cm til 2 x 4 meter.

Cylindermaskiner

Cylindermaskinerne trykker hurtigere (op til ca. 6.000 tryk i timen) og med mere præcis pasning.

rammestørrelser på ca. 55 x 75 cm til 1,2 x 1,6 meter.

Dette princip anvendes også ved tryk på cylinderformede emner (fx flasker). Her er det trykemnet der er cylinderen.

Rotationsmaskiner

Her er rammen ”rund” / hul og farven og raklen ligger inde i rammen. Der kan trykkes på endeløse baner, så disse maskiner anvendes typisk til trykning af store oplag af fx tekstiler, gulvbeklædning (fx linoleum) og vægbeklædning (fx tapeter)

DIGITALTRYK

I en tid hvor trykmaskinerne er ved at udvikle sig til avancerede printere og hvor printerne er ved at udvikle sig til avancerede trykmaskiner, kan det være svært at finde ud af hvad der er hvad.

Man taler om CtF (Computer-to-Film), CtP (Computer-to-Plate), CtM (Computer-to-Machine), CtPress (computer-to-Press) og POD (Print-on-Demand), så det gør det jo ikke nemmere.

Men målet for den grafiske industri er dog klart. Filmfremstillingen, filmmontagen og pladefremstillingen skal helt væk, således at omkostningerne minimeres, produktionstiden nedsættes og deadline rykkes til fordel for kunderne. Det fører til udvikling af digitalt workflow. Det betyder blandt andet, at kunderne nu med kort varsel kan bestille lige netop dét antal tryksager de har behov for på det tidspunkt de har brug for det.

Udviklingen i den grafiske branche går imod flere ordre men i mindre oplag og der skal desuden være mindst 4 farver på alle tryksager. Man skal altså have flere ordre igennem på en arbejdsdag så pengene skal tjenes på jobskiftet (pladeskift eller indstillingstider).

Det var Indigo og Xeikon der i 1993 for alvor beviste at det kunne lade sig gøre for en ikke-grafisk maskinleverandør at fremstille en avanceret „printer“ der nærmede sig trykkvalitet og som kunne trykke CMYK på småoplag til en overkommelig pris. Der blev dermed skabt et helt nyt marked som aldrig tidligere havde eksisteret. Aldrig før havde man overvejet at trykke 4-farve billeder på fx A4-menukort i kun 10 ex. Aldrig før havde studerende overvejet at få lavet en 4-farve forside til deres speciale-rapporter i kun 25 ex. Men dette er jo virkeligheden i dag.

Her mindre end 10 år efter de revolutionerende opfindelser er digitaltryk ved at slå igennem i det meste af verdenen. Når man tænker på at offset var mere end 50 år om at blive den dominerende trykmetode, går udviklingen med digitaltryk forbløffende hurtigt og vil på sigt få indflydelse på alle eksisterende trykmetoder, således at også disse bliver digitaliserede.

Det der gør en trykmetode digital er, at der er et digitalt input direkte ind i trykmaskinen hvorefter selve trykningen går igang. Der er altså ingen film eller trykplader.

Tidligere har man også kategoriseret DI-maskinerne (Direct Imaging-maskiner som KBA-Scitex 74 Karat, Heidelberg Quickmaster 46-4- DI og Speedmaster 74 DI) som digitaltryk (mange gør det stadig) men dette er forkert.

Alle er enige om, at hvis man fremstiller en offsetplade som Ctp og efterfølgende spænder pladen i en trykmaskine og trykker med denne, ja så er det naturligvis ikke digitaltryk. Men det er jo det der foregår i DImaskinerne. Dér sidder Ctp-anlæget blot inde i maskinen. Når først trykningen går igang, så er det almindelig tøroffset eller litografisk offset.

For at indføre digitaltryk eller en DI-maskine i en virksomhed kræver det, at virksomheden må have et 100% digitalt workflow, for at kunne sende en færdig digital PostScript-fil eller PDF til trykmaskinen. Hvor virksomheden før fik leveret film fra kunde og reklamebureau til fx annoncer, må de altså nu opdrage deres kunder til i stedet at sende digitalt materiale.

Der findes utallige maskiner og printere der måske umidelbart kunne betegnes "digitaltrykmaskiner"

• Digitale printere (laserprintere og inkjet printere til kontorbrug) lav hastighed – ikke oplagsproduktion

• Digitale kopimaskiner (digital org-scanning eller direkte digital ”udprint”) lidt højere hastighed – inhouse oplagsproduktion

• Digitale prøvetryksystemer (CMYK) meget lav hastighed – høj opløsning – ikke oplagsproduktion

• Digitale storformat printere (CMYK + hexacrome) meget lav hastighed – høj opløsning – tryk på tekstil og plast i op til 8 m. br.

• Digitale mærkningssystemer datomærkning af emballager og fx billetprint

• Digitale højvolumen printere fx udfyldning af skabeloner og blanketter

Men for at kunne betegnes "Digitalt trykmaskine" skal to krav være opfyldt:

en opløsning på mindst 600 dpi

en trykhastighed på mindst 1.500 A4-sider 4+0 i timen

Fast digitaltryk (= DI-offset)

Variabelt digitaltryk = Elektrofotografisk & Inkjet print

INKJET

Inkjet er en “kontaktløs” trykmetode, idet “trykformen” ikke har kontakt med papiret (eller det substrat der skal trykkes på). Det betyder blandt andet, at der kan trykkes på alle typer materialer og emner.

Drop-on-Demand inkjet (DOD)

I denne inkjet-metode skydes de enkelte farvedråber ud efter behov. Dråberne kan placeres meget tæt på hinanden hvilket kan give en opløsning på ca. 600 – 1000 dpi.

Derfor er denne metode bla anvendt til digitale prøvetryk, som fx Scitex Iris Realist.

Continouos inkjet (CIJ)

I denne inkjet metode sidder en lang række dyser som i en jævn strøm lader en række dråber falde ned imod papiret/substratet.

De dråber der skal anvendes ”skubbes ud” af rækken så de rammer substratet, mens de dråber der ikke skal anvendes blot falder videre ned i et opsamlingskar.

Den lange række dyser og den frekvens dråberne falder med, resulterer i at dråberne falder i en fast matrix/”bitmap” – således at man i printet vil kunne se de enkelte dråber. Opløsningen bliver derfor noget lavere end DOD (kun ca. 75 dpi). Men denne metode er til gengæld noget hurtigere end DOD.

CIJ anvendes typisk til megaformat digitalprint, som har en lav opløsning da det oftest skal ses på mange meters afstand (fx de enorme udendørs reklamer)

ELEKTROFOTOGRAFISK DIGITALTRYK

I modsætning til andre trykmetoder kan variabelt digitaltryk skifte trykbillede fra omdrejning til omdrejning, eller fra ark til ark. Man er altså i stand til at trykke noget forskelligt på hvert ark eller for hver rotation.

Det er i virkeligheden det samme princip som benyttes i vores bordprinter (laser eller ink-jet). Når vi fx sender et dokument på 17 sider fra vores PC til printning på vores printer, vil hvert print jo være forskelligt fra det forgående (hvis de 17 sider altså er forskellige).

Ved variabelt digitaltryk skal trykbilledet dannes inden hvert tryk. Dette betyder jo også, at når trykbilledet alligevel skal dannes inden hvert tryk, så kan man lige så godt udnytte dette til at trykke forskellige trykbilleder efter hinanden på én lang bane således at man fx kan få et 3 meter langt trykbillede. Eller man kan trykke brochurer der adresseres til forskellige modtagere.

Variabelt digitaltryk er ligesom fotokopiering og laserprint, en elektrofotografisk trykproces. Det vil sige, at trykbilledet bliver dannet ved hjælp af lyspåvirkning og elektrisk ladet farve/toner.

Som ved traditionelle trykmetoder kræver denne trykmetode et „billedbærende“ element (som fx pladecylinderen i offset).

I variabelt digitaltryk er det en billedcylinder (image-carrier) som er behandlet med en såkaldt lysfølsom overflade. (photoconductive). Denne overflade er elektrisk „isoleret“ i mørke men bliver mere „ledende“ ved belysning.

Første trin i trykbilleddannelsen er at generere en elektrostatisk ladning på den mørke tromles lysfølsomme overflade.

Et „skjult/usynligt“ trykbillede bliver dannet når den lysfølsomme overflade bliver belyst forskellige steder og dermed bliver afladet. Dér hvor tromlen ikke har fået lys vil den altså stadig være ladet og dermed „elektrisk tiltrækkende“ således at den kan tiltrække og fastholde toner. Ved en traditionel kopimaskine bliver ladningen af de ikke-trykgivende partier dannet af det reflekterede lys, fra den original der ligger på kopimaskinens glasplade, som kastes tilbage på den lysfølsomme overflade. Ved digitaltryk bliver overfladen belyst med fx laserlys eller LED (Light Emitting Diode).

Andet trin i den elektrofotografiske proces er at „fremkalde“ det latente/skjulte trykbillede. Farven/toneren har en elektrisk ladning der gør, at den bliver tiltrukket af det elektrisk ladede trykbillede på trykbilledcylinderen. Når tromlen således kører forbi tonerpatronen bliver den „opladede“ toner tiltrukket af det ladede trykbillede på tromlen. Efter denne „fremkaldning“ eksisterer trykbilledet på trykbilledcylin-deren, som en distribution af tonerpartikler.

Dette elektrisk ladede trykbillede bliver overført til papiret ved hjælp af såkaldte „corona-tråde“ der er placeret bag ved papiret, på dét sted hvor papiret har kontakt med trykbilledcylinderen. Da corona-trådene har en ladning der er modsat tonerens ladning, bliver trykbilledet (=toneren) på den måde „suget“ over på papiret.

Til sidst bliver papiret med farven/toneren opvarmet (til ca. 200 grader) således at farven „smelter“ ind i papiret eller bliver „brændt“ ind i papiret.

Dette princip benyttes i de Xeikon-baserede maskiner (med elektrostatisk toner) og i Indigo (med flydende elektrostatisk farve)

TAMPONTRYK

Tampontryk er en trykmetode, der har langt større udbredelse end de fleste umiddelbart er klar over.

Tampontryk er nemlig den eneste trykmetode der kan trykke nede i fordybninger (fx urskiver, låg, platter) eller på runde overflader (fx golfbolde). Man kan desuden trykke på mange forskellige materialer: kunststoffer, metal, lakerede overflader, træ, glas, tekstiler etc


[ Tilbage ]

RELATEREDE EMNER


 

Hele sætning Alle ord
 


© visible 2004 | dansk-reklameguide.dk